Sider

søndag den 6. marts 2016

Læggekartoffeltester for Fuglebjerggaard

"...Camilla har udvalgt en stribe frø-og plantenyheder samt gamle, glemte kendinge, som hun selv har succes med, og som hun gerne vil have udbredt kendskabet til...."

Ovenstående er den væsentligste grund til, at jeg takkede ja til at deltage i et testpanel for Fuglebjerggaard. Min begejstring for noget er sjældent til salg, hvilket også er grunden til, at jeg aldrig vil kunne være pyramideforhandler af noget produkt. Men her er vi i en helt anden boldgade. I min respekt står Camilla Plum/Fuglebjerggaard for at ville mangfoldigheden. En mangfoldighed, som igennem en hel del år generelt har været udsat for en ensrettethed, som næppe kommer os til gode på den lange bane. Vi har i haverne brug for diversiteten, så ikke alle haver er lige sårbare på en gang overfor nye udfordringer i klima og skadedyr m.m. Og vi har brug for at variere vores kost, med forskellige udseender, smag og dufte, samt ikke mindst forskellig anvendelighed.

Sidste år genoptog vi forsøget på køkkenhave. I starten af nullerne tog vi tilløb til lidt køkkenhave, men blev udkonkurreret af dræbersneglens indtog og overgreb. Og det behøver næppe nogen nærmere præsentation. I årenes løb har vi forsøgt lidt med et salatbed i en flamingokasse o.lign. foruden agurker og tomater i drivhuset. Men sidste år kastede vi os altså lidt mere ud i det. Trak på erfaringerne med en halv snes års haveliv, hvor variation i planter m.m.m. har givet en så stor balance, at vi med kæmpe fornøjelse høstede, salat, ærter, kartofler, gulerødder, jordbær, savoykål, majs og løg i mindre men absolut overbevisende omfang og meget lidt angreb af snegle. 

Så i år skal der udvides! Og da lå det lige til højrebenet at prøve nogle læggekartofler, som måske ikke lige ligger på hylden i et supermarked. De ankom forleden til postbutikken - og igår aftes fik jeg lagt dem til forspiring. Spændende :D


søndag den 28. februar 2016

"Glad i øjnene"








Februar på retur

På månedens næstsidste dag, vågnede jeg til den skæreste, hvide verden. Rimfrost havde lagt sig over stok og sten, strå og muld for ikke at glemme hus og vej. Havde solen skinnet, havde det gnistret på helt eventyrlig vis. Heldigvis skulle der blot tilsættes lidt fantasi for at få næsten samme resultat, da jeg sådan stod og betragtede landskabet ud ad tagvinduet. Inden kaffen var sat over, brændeovnen tændt op og alle de øvrige små vaner, som dagen helst skal starte med, havde temperaturen hævet sig op over det magiske nul og dermed var trylleriet til ende.

Blot for at blive fulgt af et andet... I år begynder det at ligne noget med Eranthis i bedene, som små floder der bugter sig og med Vintergækkeøer her og der og mange steder. Dorothealiljerne har i denne uge begyndt at folde sig ud og hele 2 gange har en nævefuld af disse min yndling fundet vej til en vase inde sammen med mirabellekviste, som blev brækket af, da jeg var ude ved komposten med køkkenaffald. Knopperne er hvide på dem og vokset pænt på det seneste. Duften af forår, som blev næsten berusende, når solen så kiggede frem og jeg slendrede gennem haven efter at have hængt vasketøj ud på snorene. Forleden blev jeg ligefrem overrumplet, som jeg iø altid bliver, af mine gule Krokus, som fra at være aldeles usynlig med et eksploderer op i øjnene og humøret, når man kommer forbi. De er så fantastiske en kontrast til vinterens brune faconer. Da bliver det hele så smukt og fornemmelsen for forår sniger sig ind og gør glad i øjnene...




Tidligere i denne måned kørte jeg en morgen efter at have afleveret mand og børn, et par ture til havet. Ture, som jeg aldrig på egen hånd har gjort før. Drevet af en solopgang og nysgerrighed. Og ikke mindst trangen til at føle kysten som øbo. En trang, jeg ikke rigtig kan sætte ord, men måske billeder på. Iø en morgen som grundet vinden føltes modbydelig kold. Men selv det kan man have brug for og sætter så endnu mere pris på det varme krus kaffe ved brændeovnen, når man kommer hjem.






Tak for februar, som nu er på retur. Det begræder jeg aldrig, selvom der så var vidunderlige og uundværlige øjeblikke. Forårsfornemmelserne begynder at kildre i maven. Igår blev der pottet lidt om og sat i drivhuset. Potterne med buske blev dog sat omme bag værkstedet, hvor de er lidt beskytttede. Det er trods alt ikke alt, der kan være i drivhuset. Og tankerne på den kommende køkkenhave sniger sig også ind nu. Men mere om det, når ånden kommer over mig :D

lørdag den 23. januar 2016

Tøsne er tungt!

Har du sne liggende på drivhustaget, så få det fejet ned, inden tøvejret. Taler af erfaring, når jeg siger at sne, der tør er meget tungt - jeg har mistet glas på den konto.

God week-end :D

torsdag den 21. januar 2016

Vinterstrik...

Kedlen på brændeovnen damper og dejen til Verdens Bedste Brød er taget ind fra havestuen og stillet til efterhævning, mens stegesoen sopper i vand og strikkepindene gløder.


Og et fantastisk vejr at tørre tøj i! Hentede det ind, som jeg havde hængt op ude igår - og det var næsten tørt...


Men tilbage til sokkestrikningen til familiens ældste. De plejer at få til jul, men inden da gik det ikke armen godt at strikke, så de måtte undvære. Sådan er det heldigvis ikke mere :D


mandag den 18. januar 2016

Hvor går man glip af mest?

Er det ude eller inde? Ja det kommer jo selvfølgelig an på så meget...

Da jeg stod op i nattens mulm og mørke kl. 5.30 viste termometeret ud -7,9 grader C. Et par tryk på det gamle digitalapparat viste, at det havde været nede og snuse til -8,4. Vinterens hidtil, suverænt laveste temp. Efter at familien var afleveret viste det -6,6. Og så kan man jo begynde at diskutere med sig selv, om ikke inde var rarest idag.

Hvis altså ikke lige, at der var vasketøj, som skulle ud. Hvis ikke lige, fordi solen kom frem og der ingen vind var. Hvis ikke lige, fordi forskellige nusserier i haven med at sætte lidt fuglemad op og flytte glemte krukker i drivhuset. Og i det hele taget bare mærke kulden snige sig ind på fødder og næse, mens fuglene nynnede om, at dagen er blevet længere. Hele 45 minutter. Eller også var det noget, jeg hørte i bilradioen på vej hjem.

Hvis ikke lige så meget, så havde jeg jo nok ikke set det sjove og underlige mønster af frost på en væg ude...


Inde var skam heller ikke at foragte. Da jeg et par timer senere, pakkede mig ud og hældte kaffe i kruset. Fødderne snurrede om kap med kedlen på brændeovnen, hvis røg jeg smilende havde gået og trukket ind i næseborrene sammen med den meget friske luft ude. Inde var også vinteropstillingen, som blev til i week-enden. Alle nisserne og julestagerne blev pakket pænt i kasser med så meget andet af den elskede pynt. Og istedet blev "dækket op" med lysestager og lanterner m.m. Den ene af stagerne fandt jeg som ved et lykketræf i genbrugen i lørdags - mage til de to jeg havde hjemme og sammen med et udvalg af lyst til 1 kr. stk.


Og i vinduet strækker Orkidemadammen sig og vigter sig af sin flotte "hat" i solen. Hún skal ikke nyde noget af at komme ud. Næh nej hun  nyder at stå at kigge på fuglene, som nu besøger 'Himlens syv sønner', som byder på foder - herinde i varmen... Ude er temperaturen nu steget til - 2,3.


Mon ikke det er en god dag til frikadeller og stuvet hvidkål?! :D

søndag den 17. januar 2016

Dagens kick

For en uges tid siden havde vi tøvejr. Udpræget. Og jeg "kom forbi" drivhuset og tænkte, at der var meget tørt derinde. Så det satte gang i vandekanden i potter og det lille hjørne med div....

Så kom sneen et par dage efter sammen med kulden og jeg gik ud og lukkede dørene tæt sammen. Og fortsatte rundt med cameraet..


Forleden aften skulle vi have kylling og i halvmørket famlede jeg mig rundt derinde efter persillen, som jeg havde bemærket trivedes ganske udmærket. Det giver et eller andet ekstra til maden, når man har "nedlagt" noget af den selv - særligt om vinteren.

Idag hev solen mig så atter ud. Og jeg havde sat mig for at finde en blomst at fotografere til at fejre en bekendts fødselsdag med. En vane, jeg har haft i mange år. Og det lykkedes da også med en Primula - eller rettere, så blev det til et par rosenknopper, der "vandt".



Da så jeg tullede videre i det ok vejr - stille og lige under frysepunktet, så kom jeg til at se, at jeg havde glemt at lukke til drivhuset forleden. Stak næsen indenfor. Nej de 2 stiklingeroser, det yderst magre resultat fra sommeren 2015, havde ikke taget skade. Ihvertfald ikke voldsomt.


Blikket dalede til hjørnet med småtterier. Lewisia, selvsået Vårsalat m.m.. De struttede af det vand, de fik sidste week-end.


Men HOV hvad var det nu?! Knagme så! Vandingen havde åbenbart sat gang i Hyacinterne og Tulipanen 'Für Elise', botanisk str., som jeg endnu ikke var nået til at tænke på endnu i år. Og det var så dagens kick, som gjorde smilet lidt bredere :D